januar 6

Ungerne

Miricca og Liam

Historien om hvordan vores børn kom til verden.

Før, under og efter graviditeten… samt en lang fødselsberetning af den traumatiske fødsel.

 

I et tidligere forhold der varede fra 1989 til 2009 med min barndomskæreste, brugte vi ikke prævention i nok 15 år og alligevel blev jeg aldrig gravid. Jeg fik i starten af 90’erne konstateret PCO (Policystisk Ovarie Syndrom), hvilket er cyster på æggestokke, og som bla. kan give overvægt og barnløshed. Selv med et par forsøg med inseminering, skete der bare ingenting… det var måske meningen!!!

 

Da jeg mødte Tommy i sommeren 2009, og vi flyttede til Kbh. i 2010, skulle vi fejre 1-års dag og dette var midt i en mindre krise vi havde. Ikke bare i forholdet, men livet var bare enormt hårdt dengang, så vores sexliv havde været på “stand by” i nogle uger… måske en måned. Jeg planlagde en overraskelse til os på denne 1-års dag som inkluderede en overnatning med gourmet middag og værelse med havudsigt på Casino Marienlyst. Tommy blev ret overrasket, da vi ikke skulle hjem efter maden, men blive. Jeg havde dækket op på værelset med stearinlys, champagne og chokolade i spaen. Så efter vi havde spist og spillet, drukket og hygget… kl. 4 om morgenen, listede vi op på værelset og ja, jeg siger ikke andet end at så var livet atter skønt igen BOOM Chicca Bow WOW!!!! 😉

 

Vi kom tilbage til et liv hvor vi næsten var nyforelskede igen. Menses udeblev og da jeg jo vidste jeg med stor sandsynlighed ikke kunne blive gravid, tænkte jeg bare at det var cyklussen der fuckede up. Tog alligevel en test – og til min store forbavselse var denne positiv! WHAT? Jeg var vildt glad, men var Tommy også det? Han havde jo to voksne børn fra et tidligere forhold som på det tidspunkt var 18 og 19 år… så jeg MÅTTE bare være sikker på at det ikke var en fejltest. De næste 3 dage tog jeg igen tests… og de var alle positive 🙂

150807_1738545420900_7464414_n

Jeg valgte på 3. dagen at gå ind i stuen til Tommy som sad og så TV, med alle 3 positive tests. Hans reaktion var “Hvad er det?” og mit svar var… “Ja, hvad tror du det er?” hahaha. Og så fik jeg lige kommentaren “jamen jeg troede ikke du kunne blive gravid” til hvilket jeg svarede…”Nej, det troede jeg så heller ikke”. Jeg fik et stort kram og vi skiftesvis grinte og var alvorlige… nu skulle et nyt liv begynde!

mscan

Vi flyttede hurtigt videre fra den lille 3’er i Sluseholmen, da vores lejemål derude var tidsbegrænset til 3 år – til en stor fed 3’er på Lygten i Kbh, med egen 75m2 stor tagterrasse hvor vi havde boblespa og palmer… Hér begyndte det “fede” liv… jeg NØD graviditeten og Tommy og jeg var begyndt at arbejde med forskellige projekter igen. Med vores nye livstil og fremadrettede fokus på arbejde og ikke mindst udvikling i vores forhold, nu en lille skulle komme til verden, var livet dejligt. Selvfølgelig med undtagelser… alle parforhold har ting de arbejder med, men det primære for mig var at skabe dejlige og trygge rammer for det barn jeg havde ønsket mig så længe.

Jeg var heldig… efter at have tabt mig fra næsten 90 kg. til 60 kg. var jeg bekymret for at blive stor igen, men jeg tog kun 9 kg. på og havde hverken vand i benene, eller andre graviditets ubehageligheder. Den vægt jeg tog på udgjorde det kun lige for moderkage, fostervand og baby… og dagen efter jeg havde født, vejede jeg faktisk mindre end før graviditeten OG min mave var toptunet og stram som aldrig før!!! Ja – det var held…

nyfødt

Fødslen var rigtig hård! Hvis du har tid og lyst til at læse min fødselsberetning, kommer den hér. Teksten er taget fra min dagbog fra dengang jeg lige havde født.

 

23 timers fødsel og totalt….

Traumatiseret….

Vi blev forældre d. 04/08-11, endelig, men ikke som forventet. Har du tålmodighed til at læse min historie så skal du vide at jeg både føler et kæmpe traume og tuder mens jeg skriver, men samtidig er jeg totalt lykkelig indeni når jeg kigger ned på min dejlige datter. Hvor er hun bare et mirakel og hvor er det vildt at jeg klarede det!!!!! Det dér lille væsen er virkelig kommet ud af mig og skabt af os… ikke til at fatte!

Efter at have konstateret at baby lå i tværleje, forsøgte lægerne på riget et vendingsforsøg om mandagen som mislykkedes. Derfor besluttede vi at forsøge igen om onsdagen. Vi havde ellers forberedt hjemmefødsel, købt kar og alt tilbehør til dagen… det var et meget stort ønske at føde hjemme, da jeg og manden har angst for hospitaler og al det virvar og vagtskifte osv. et hospitalsophold ville medføre, så vi ville forsøge en vending mere, inden det ellers planlagte kejsersnit om fredagen og med håb om at hun kunne vendes og vi kunne tage hjem og føde, eller i det mindste føde naturligt.

Onsdag kl. 10 onsdag d. 3/8-11 mødte vi op til vending, og nervøsiteten var stor fra min side, da jeg er nyligt maveskindsopereret (stor maveplastik) hvor jeg er skåret fra hofte til hofte og op over navlen, og hvor alle mine mavemuskler er syet sammen og en ny navle er kreeret. Alt dette pga. stort vægttab og med troen om at jeg ikke kunne blive gravid. Derfor har der også været mange flere smerter under spark fra baby og ved let scanning eller anden berøring har jeg været meget øm. Da lægen der skulle vende baby kom ind, sagde hun at det ville komme til at gøre ondt, hvilket jeg var klar over. Hun spurgte flere gange om jeg var sikker på at jeg ville gennemføre, og sagde at jeg skulle sige til så snart jeg ikke kunne holde til mere…. tror hun var nærvøs også, for hun så ikke ud til at have meget lyst til at udføre opgaven, men var sød og rolig.

Lægen begyndte forsigtigt at mase rundt og dreje maveskindet og jo det gjorde da ondt. Efter noget tid opgav hun og sagde at hvis jeg kunne holde til mere ville hun tilkalde overlægen, som skulle være dygtig til disse vendinger. Jeg sagde ja tak… for tanken om at kunne føde naturligt var meget stærk. Nu var der 4 hænder på maven og jeg troede virkelig jeg skulle besvime af smerte… jeg skreg og hylede og græd…
Det mislykkedes. Lægerne var rigtigt kede af det på mine vegne, men sagde at mit ønske måtte være meget stort siden jeg blev ved med at holde ud. De valgte til sidst at tilkalde en jordemoder, og lave et sidste forsøg som i gamle dage, hvor jordemoderen skulle skubbe indefra skeden og op mens de to læger skulle tviste, holde og dreje….

Jeg skreg så højt at jeg ikke anede mine omgivelser… min kæreste var ved min side og holdt mine arme og knugede mig ind til sig med tårer i øjnene…  han var meget berørt af situationen og jeg kan ikke lade være at græde ved tanken.

DET LYKKEDES efter ca. 2 timer!!!!
De holdt fast i maven for at hun ikke skulle rotere igen og besluttede at tage vandet alt imens hovedet stod nedad. Så ingen hjemmefødsel i denne omgang, men det var også bedre for os med en alm. fødsel hvor vi kunne komme hjem sammen, samme dag, da KS ville medføre indlæggelse og separation hvilket vi begge jo var angste for.

Efter vendingen, kom vi på fødestuen men kunne tage hjem en time og slappe af og hente autostol osv.

WOW nu var hun på vej…. og jeg kunne ikke vente.

Nu er kl. 15.30 samme dag og selvom jeg var super øm og havde ondt efter vendingsforsøget, var jeg helt oppe og ringe mentalt og sprudler af overskud…  og når veerne begynder at tage til ved 17 tiden er overskuddet stadig tilstede. Vi venter og venter og griner og hygger. Ja – faktisk var vi begge så glade, at (Mor – hvis du læser med, så spring lige ned til næste afsnit – på forhånd tak!) Tommy fik sig det set sidste BJ på hospitalets badeværelse, inden han skulle vinke farvel til det lette liv 😉

Ved 21 tiden er smerterne så store at jeg kommer i fødekar… det lindrer lidt, men ikke nok. Jordemoderen var skøn…blid og omsorgsfuld og gennem hele dagen har vi snakket og hygget på stuen mellem veerne, men 23:30 er der vagtskifte og ind kommer den mest hæslige jordemoder. Ung, arrogant og nedladende i hendes tale. Motherfucking smartass… Jeg bliver anspændt og ked af det fordi det var årsagen til at jeg ikke ville føde på sygehus…. angsten for at møde en JM som ødelægger oplevelsen af fødslen. Når hun skal se hvor åben jeg er, gør hun det på en smertefuld og irriterende måde uden respekt. Det er ikke meningen at det skal være så smertefuldt at få målt hvor åben jeg er, så jeg skriger af fulde hals…. det gjorde jo ikke ondt når den tidligere JM gjorde det, og samtidigt holdt hun mine ben fast med hånden oppe, og ville ikke slippe taget selvom jeg tryglede…. nej, er virkelig traumatiseret af den oplevelse og græder stadig når jeg tænker tilbage. De næste 7 timer går med kraftige smerter og da jeg ikke vil åbne mig, bliver der om natten ved 5 tiden lagt ve-drop og jeg får en epidural af en mandlig læge der lidt mellem linierne gjorde mig opmærksom på at han ikke gad høre mig pive… de næste timer er meget ubehagelige… jeg græder, er ulykkelig og vil ikke mere. Min krop er færdig og mit sind er slidt ned til randen af sammenbrud. Jeg er fysisk og psykisk træt.

Da presseveerne ikke vil gå igang beslutter de at tage blodprøver fra babys hoved op gennem skeden på mig. Det kikser 3 gange og alle de mennesker der render rundt og snakker, griner og sludrer mens jeg ligger i store smerter gør mig frustreret. Jeg har fået nok. kan ikke mere…. vil ikke mere….

Epiduralen virker ikke optimalt og jeg har smerter i benet og den læge der har lagt den, siger at det skal gøres om. Under selve presseveerne forstuver jeg halebenet og kan nu kun ligge på venstre side og føde… kan ikke stå, kan ikke sidde eller på nogen anden måde rejse mig eller sidde på hug pga. halebenet.

Selve presse-delen tager ca. 2 timer og havde jeg ikke haft min dejlige mand ved min side som holdt mit ben oppe under hele akten, som pressede sammen med mig og trak vejret sammen med mig… fortalte mig hvor dygtig jeg var når jeg var ved at give op og som hele tiden sørgede for at jeg fortsatte, ja så tror jeg ikke jeg havde klaret den!!!

Tommy var der 110% som den mand jeg elsker og respekterer. Han kunne bestemt ikke have gjort det bedre, og at holde mit ben i luften konstant, da hovedet på baby jo var halvt ude og dermed kunne jeg ikke samle benene, var meget smertefuldt for ham og hans ryg. Men han slap mig ikke før det var overstået.

Så er der vagtskifte igen og ind kommer den søde chef Jordemoder fra barsel afdelingen – dejligt, men da var jeg så afkræftet at jeg knapt ænsede hende.

6

Kl. 8:30 kom Miricca Liv (Mirakel Liv) til verden, jeg bristede, kunne intet, havde ikke engang kræfter i armene til at have hende på maven efter fødslen, så hun røg op på fars mave! Her lå hun trygt og varmt og tog med det samme fat i det sølvkors som jeg havde givet Tommy i gave.

farbubti(Foto: Tommy med baby Miricca Liv)

Jeg kunne ikke andet end græde. Efter 5 min. hvile humpede jeg over i sengen til far og baby… hvor var det fantastisk. Og det lille smukke væsen smilede faktisk umiddelbart efter hun kom ud, og lignede en lille frø.

Min mand var helt færdig… han havde de sidste mange mange timer været så meget med og støttet mig i alt at han også var helt færdig. Vi blev flyttet til et andet rum for at hvile, og overnatte, men ingen tænkte på min mand… han blev behandlet som lort og jeg er virkelig rasende over Rigshospitalets måde at håndtere alt dette på. De kunne i det mindste have tilbudt ham et glas vand eller en mad!

Vi tog hjem tidligt næste morgen – kunne godt  have brugt mere tid der, men måtte væk fra det helvede.

Blødningerne er stadig store, ømhed efter vendingen, mit ben er følelsesløst, et forsuvet haleben og en bristning der gør mega naller og hvor syningen er sprunget op og som de ikke kan sy fordi huden er perforeret…. eneste trøst lige nu er min mand og vores dejlige mirakel.

Dagene og månederne efter, var vi euforisk lykkelige… vi kunne ikke andet end nyde den nye tilværelse som nybagte forældre og jeg nød at amme og skifte og kunne stirre på hende i timevis. Men…

 

Nej – jeg ville ALDRIG føde igen!

MEN… 3 mdr. efter fødslen var jeg atter gravid!!!!
Dette var en “smutter”. Mere eller mindre… jeg ønskede et barn mere, men nogle uger forinden jeg opdagede at jeg var gravid, havde jeg stået i køkkenet med Tommy og spurgt ham hvad han ville sige til at få en mere nu vi var igang 🙂

Hans respons var – om jeg skulle være sådan en fødemaskine… den bemærkning fik mig til at tude… nok fordi jeg stadig var berørt af fødsels hormoner osv. men ikke desto mindre var det en pisse irriterende bemærkning nu jeg selv ønskede et mere. Så da jeg undrede mig over hvorfor min menses ikke startede igen efter fødslen, og efter at vi første gang (efter fødslen) havde startet vores sexliv op igen, ja – så måtte jeg jo lige tage en test og ganske rigtigt – på første HUK, var der sku brød i ovnen igen!!!

scan2

 

Tommy blev rimeligt overrasket og fik ikke rigtigt sagt tillykke… og det var vildt, fordi vi kørte loppemarkeder igen som vi gjorde da jeg ventede Miricca… så ja, det var en hård omgang. Graviditeten denne gang var helt ad helvedet til. Alt gik galt. Vilde blødninger, smerter og ja, en mega ekstra vægt på 15 kg. sneg sig på. Men vi var da lykkelige, bortset fra det.

 

Vi nød jo at være blevet forældre til prinsessen, så en mere kunne vel ikke ændre så meget i vores forhold. Men jo – det ændrede alt. Dette skriver jeg mere om i bloggen om parforhold.

 

Fødslen gik igang lige til tiden… vi var godt nok inde på afdelingen i Herlev, hvor vi nu hørte til fordi vi boede på Lygten (sært, når BBH og Riget lå meget tættere) men ikke desto mindre, kom vi ind nogle gange fordi jeg troede fødslen var gået igang. hjem blev vi sendt… og selvom jeg var 2-3 cm åben, gik der alligevel et par dage. Denne nat fik jeg pludseligt ondt. MEGET ondt. Jeg sagde til Tommy at nu skulle vi ringe til min mor som skulle se efter vores datter om natten, mens vi kørte ind. Jeg løb ude på svalegangen da min mor kom snøvlende op, og jeg skyndte på hende… nogle tiltagende urmenneske lyde kom ud af min mund. Jeg havde jo aldrig født naturligt, da jeg fik blokade sidst og vedrop fordi jeg ikke havde almindelige veer. Så presseveer kendte jeg intet til… det skulle jeg så komme til.

Jeg skreg op i bilen at Tommy skulle køre overfor rødt hvilket han gjorde hele vejen til fødeafdelingen…og sikkert med 180 km/t.

Jeg skreg… og kendt ikke mig selv. De autostøn der kom ud af min mund var RIGTIGE veer… FUCK!

 

Jeg nåede lige op på briksen, jeg var helt åben, og presseveerne gjorde hele arbejdet følte jeg, selvom den nerve jeg sidst havde i klemme i låret, smertede så meget under hver ve, at jeg skreg så højt at jeg ikke ænsede verden omkring mig. Jeg tryglede om et kejsersnit, og da JM kaldte en læge mere da der opstod komplikationer med babys skulder der sad fast, satte de hænderne på min mave og pressede så jeg var ved at besvime. UD skulle han jo – og de så  meget bekymrede ud… men UD KOM HAN!

 

Denne gang blev vi straks overført til en special afdeling fordi jeg havde usædvanligt stort blodtab. Det rum vi blev overført til, var totalt beskidt og der lå brugte bleer fra andres børn og snavs og støv overalt. Vi ville hjem – ja tak!

2012-09-16 11.45.57

Denne gang var jeg bestemt ikke euforisk… den samme lykkefølelse ramte mig ikke – hvorfor ved jeg ikke. Kærligheden til Baby Liam var enorm, det var ikke det – men der var meget arbejde i at have to små. Jeg havde aldrig tid til at nyde Liam på samme måde… men jeg elskede ham bestemt ikke mindre end Miricca – han blev et ønskebarn da han voksede i min mave. Jeg var desværre heller ikke i stand til at amme ham mere end i 3-4 mdr… det var jeg rigtig ked af, men jeg tror min krop var træt…rigtig træt!

 

Ugen efter Liam kom til verden, hev jeg manden på privat klinik. Jeg sad i lokalet og ammede alt imens Tommys Løg blev kappet… vi grinte lidt af det – for situationen var komisk og da lægen kom HELT hen til mig for at vise mig det stykke af sædlederen han havde fjernet, så var jeg ved at falde bagover af grin! Ikke flere børn til os. Nu skulle vi finde os til rette og nyde livet – Tommy som Far Til fire, jeg bare mor til to 😉

 

Hvis du har læst hele vejen herned – takker jeg dig for din interesse. Jeg vil sætte stor pris på en kommentar, hvis du har spørgsmål eller andet.

 

🙂 Sue

 

 

Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *