januar 13

Spirituelt

Shadows
Foto: Shadow walkers By Sue

Hvad er spiritualitet?
Det er svært at forklare… det er selvfølgelig alt mellem himmel og jord, men i min verden er det spirituelle lige så nærværende som alt andet. Ordet spirituel er bare blevet mystificeret og ikke mindst så runger det, med subjektive billeder af folk der spiser vegetarmad, sidder og meditérer og tror på ånder, psykiske evner og går i hippietøj! Det er mennesker der lever på den “rene” side og har kontakt til det guddommelige og vis venner også dyrker dette!
Sådan er det også…men ikke KUN! At være spirituel, er mere en filosofi og måde man ser mennesker, både levende og de døde på. Det er en respekt for livet, døden, naturen og universet i en helhed. Det har ofte undret mig at såkaldte “spirituelt bevidste” eller “oplyste” sidder og underviser folk i en masse pjat omkring det spirituelle, når det i virkeligheden kun drejer sig om én ting – kærlighed. Det er ligemeget HVORDAN du sidder eller om du folder hænderne, eller om du siger remser ordret og har åbne eller lukkede øjne under meditation. Det er ligegyldigt… åndelighed kommer ikke i en speciel form eller figur, det er en energi som kun kan mærkes hvis man er  åben for det. Dem der siger de ikke tror på det, oplever ofte heller ikke de spirituelle oplevelser, men de kan lære det med tiden…

Min mand er en non-believer. Men det har aldrig gjort mig noget, fordi jeg altid har vidst at han inderst inde bare ikke kunne rumme det. Hér på 4. år, er han meget mere åben overfor det åndelige, clairvoyance og det der er indbegrebet af spiritualitet, uden at han går op i det. Efter han mødte mig, og oplevede nogle uforklarlige ting i hverdagen, er han også begyndt at åbne sig op for den side af sig selv. Jeg trækker ikke noget ned over hovedet på ham… på nogen, for jeg er min helt egen når det handler om at være åndelig og jeg ved hvem jeg er.

Min begyndelse…

Det startede som helt ung, måske 10 år gammel, hvor jeg havde en skræmmende “ud af kroppen” oplevelse… min mormor var syerske og lavede beklædning og præstekraver til kirken. Lyden af hendes symaskine husker jeg som var det igår. En dag jeg var faldet i søvn på sofaen i stuen hos min mormor, følte jeg at jeg drev ud af min egen krop og op i hjørnet af stuen, i det hjørne der var modsat den ende jeg sov i, for dér kunne jeg kigge på min mormor som sad bag mig og syede…
Da jeg vågnede græd jeg af forskrækkelse, men min mormor, som iøvrigt ikke var medlem af folkekirken, på trods af hendes dybe åndelige ro, trøstede mig og forklarede mig hvad jeg havde oplevet.

I 2005 meldte jeg mig ind i en åben træningscirkel på Vesterbro. Joy Foundation. Joy var superskøn… og jeg oplevede de første spæde evner vokse…I 2006 besøgte jeg for første gang en spirituel messe i Forum, hvor jeg oplevede Billy Cook, det engelske medium, optræde til en klarsynsaften. Det han fortalte om min eks. og hans forhold til hans afdøde far, var så rigtigt at der ikke var nogen tvivl om at han kunne noget. Vi var mange publikummer den aften, og det der blev sagt kunne bestemt ikke have passet på enhver. Efter show’et sad Billy og delte nogle brochurer ud med mulighed for at deltage på hans skole “The english school of mediumship” og jeg tilmeldte mig, på trods af at det var stjernedyrt og at jeg på det tidspunkt ikke engang havde et arbejde.
Simultant med denne skole hvor jeg lærte at komme tæt på ånden og bruge de redskaber der fandtes, i arbejdet med clairvoyance, tog jeg et forløb i healing. Derefter blev jeg efter en klarsynsaften med Marion Dampier-Jeans, hvor hun skrev til mig at jeg kunne det samme som hende, deltager på et af hendes skoleforløb. Det var en noget broget oplevelse… selvom jeg ikke havde været i dette så længe, var jeg meget opmærksom på hvem der kunne det og hvem der spillede skuespil. Der var mange “tosser” på hendes kursus og jeg vil tro det er fordi kendte, tiltrækker mange andre end dem der ønsker at lære sig selv bedre at kende, men som blot vil møde Marion, fordi hun var kendt. Efter den første aften, kan jeg huske at jeg ringede til min mor og fortalte om de mange useriøse deltagere. En anden ting jeg bemærkede var at Marion ikke var lige så stærk i at undervise, som hun var i sit erhverv. Hun er et fantastisk medium som jeg respekterer højt, ligesom Billy og et par stykker mere… men undervisningen var stort set blot en gentagelse af hendes ellers så fantastiske bøger bla. “Mit liv med ånderne” som jeg virkelig følte gav mig svar på nogle af de ting jeg selv havde oplevet. Men jeg kunne have sparet en formue – for jeg kunne i forvejen alt det der blev undervist i.

De forskellige kurser viste mig hurtigt hvordan jeg selv ville bruge mine evner, og hvordan jeg i hvert fald IKKE ville.

klarsynFoto: Klarsynsaften med Sue i Ryesgade

Jeg arbejdede med både clairvoyance og medieskab, underviste i det og drev og arbejdede i en alternativ klinik (Vingen) i Kongevejscenteret i Hørsholm, hvor jeg også afholdt klarsynsaftener osv. Jeg kørte mini-kurser for nybegyndere og let øvede, tog ud og “rensede” huse for åndelig aktivitet (ofte var der intet, hvilket jeg også fortalte)… og ikke mindst ydede jeg gratis healing via mit clairvoyanceforum på nettet. Healing bør ingen betale for – healing er kærlighed, og enhver person, kan på ethvert tidspunkt, bede en bøn for bedre helbred, for et andet menneske, uden at tage betaling for dette! Det er bare min mening.
Jeg ville være min egen i mit arbejde… og jeg var ærlig og spillede ikke skuespil, som jeg oplevede andre gøre, eks. hvis de intet kunne mærke eller få frem, ved en reading eller en husrensning… det er sku ærlig snak hvis man har en off day – ligesom i en hvilken som helst anden branche!

Engang da jeg havde en husrensning i Nordsjælland, havde jeg en meget ubehagelig oplevelse. Ikke spirituel, men menneskelig. Parret der havde ringet efter mig bød mig velkommen. Jeg foretrækker altid at “kunden” ikke siger noget om dem selv eller hvor i huset de oplever noget, for jo mere tom jeg er i hovedet hahah… jo lettere er det for mig at sortere fantasi fra, hvilket er en meget vigtig ting. Man er jo et menneske og mennesker har fantasier, og kan let forveksle egne fantasier med virkeligheden. Så jeg gik indenfor og hilste på parret og deres barn. Gik lidt rundt og fortalte så, at det jeg kunne mærke var at der var åndelig aktivitet mellem spisestuens havedør og deres store bogreol i hjørnet og at de følte at de blev kigget på, når de sad med ryggen til denne dør og kiggede på TV i stuen ved siden af. De var meget overraskede fordi som de sagde så var der ikke noget andre steder i huset, kun der. Jeg beroligede dem og fortalte at der ikke var grund til at rense noget, da jeg ikke fornemmede at der var noget problem. Det de kunne mærke var en person som var afdød og som havde en vis tilknytning til huset, men som intet ondt ville personerne i huset. Jeg ved godt at det står skrevet i bøgerne at ånder skal “sendes hjem” men det er ikke min spirituelle overbevisning… ånder er her i millionvis, vi ville sku få travlt hvis alle skulle sendes videre…
I stedet skal man mærke efter om det er en ånd der har det skidt, ikke har fået forståelse for sin situation, og ikke mindst hvis det er en aggressiv ånd. Kun i disse tilfælde, ville jeg gøre noget ved sagen. Familien er ikke generet af det, så derfor fik det lov at blive. De var nok mere nysgerrige end noget andet.
Manden i huset fik lige en ½ times clairvoyant rådgivning i kælderen. Jeg fik sagt en del om hans nuværende arbejds situation, og til sidst gav jeg har tilbuddet om at trække et kort for et spørgsmål. Han spurgte om hans kone havde kræft…. og kortet han trak var døden!!!!

Det var en rigtig dum situation at stå med, for normalt informerer jeg mine klienter om at jeg IKKE besvarer spørgsmål om dødstidspunkt, sygdomme og om andre personer end personen selv eller børn under 18. Men hér gik det lidt stærkt og jeg var nød til at svare følte jeg.
Jeg tunede ind på kortet, og svaret var ikke til at komme udenom. Konen havde kræft! Jeg havde jo lige hilst på hende lidt før… en ung frisk pige… hmmm!!!
Jeg sagde til manden at jeg virkelig beklagede men at hun nok måtte se at blive tjekket og at jeg ikke mente at det var livstruende, men alligevel for en sikkerheds skyld. Manden begyndte at grine lidt… hvorefter han sagde at han allerede vidste at hun var syg med kræft i struben, men skulle bare tjekke om jeg var en svindler!
Den var ond… selv når jeg tænker tilbage får jeg gåsehud…. og ja, som clairvoyant, burde jeg måske have set den komme 😉

Nå, men jeg har også en masse fantastiske oplevelser i rygsækken, som jeg vil fortælle om løbende på bloggen.

So stay tuned!

Spiritual CV:

  • Clairvoyant
  • Medium
  • Healer
  • Underviser i intuitiv kunst
  • Kursusleder
  • Foredragsholder
  • Uddannet healer med diplom i 1997 hos Anne-Marie Læssøe.
  • 1 årig uddannelse på “The english school of mediumship” hos det engelske medium  Billy Cook også kendt fra bl.a. TV2’s Klarsyn & Åndernes magt. (Diplom)
  • Desuden undervist af Tim Abbot, Libby Clark & Colin Bates ligeledes fra UK.
  • Seminar med Marion Dampier-Jeans på Hindsgavl
  • Slot sommeren 05. Diplom for deltagelse.
  • Alternativ skole med engelske medium Billy Cook, psychic artist fra Scotland Dronma, Trance medium Libby Clark & Colin Bates.
  • Cirkeldeltagelser
  • Private sittings samt platforms clairvoyance & klarsynsaftener.
  • Advanced Mediumship (Skole på falster – 1-9 sept. 2006) af Paul jacobs.
  • Seminar sommeren 2006 på Marienlyst.
  • 2006-07 Åbner eget spirituelt center/klinik i Hørsholm. Vingen.
  • 2007-2008 afholder kurser i clairvoyance & mediumship.
  • 2007-2008 Driver et spirituelt forum på nettet hvor jeg laver hundredevis af online readings.
  • 2008-09 Afholder foredrag for forsamlinger efter aftale.
Share Button

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *